Sommerferien - hvor blev den lige af?
Af: Vibeke Morsing | 29. juli 2019
Tænker at de fleste af os er retur efter en forhåbentlig dejlig sommerferie. Det er imidlertid ikke altid nemt, for både krop og sjæl har vænnet sig til et helt andet tempo og det, at man pludselig igen skal op om morgenen og ud ad døren til en bestemt tid, kan virke ret overvældende.
Derfor håber vi, at du har fået spist den store is, gået med bare tæer i græsset, fået blæst håret godt igennem på stranden, fået en dukkert eller to, sovet længe, gået nogle lange ture og haft dejlige stunder med familie og venner - og hvad der nu ellers er foregået af skønne ting i din ferie.
Og skulle det være, at du har glemt alt om koder til pc'en, systemerne, telefonen osv., så vil nogen vil nok mene, at det er et godt tegn på, at du har koblet helt af i din velfortjente ferie. Good for you!
Så efter selv at have konsulteret google.maps for at finde arbejdspladsen, overstået et besøg af vagtfirmaet grundet forkert indtastet kode til hoveddøren og haft telefonisk kontakt til supporten for at få nulstillet kodeordet til PC'en, så har vi besluttet os for, at den første dag ikke skal være alt for lang. Der er jo også en dag i morgen! Ikke sandt?
Velkommen tilbage!
Kategorier: Nordsjællands Speakstudie