En tryg hånd at holde i


Af: Vibeke Morsing | 04. februar 2019


Multimediestudiet har i en årrække støttet Danske Hospitalsklovne. Vi synes, at deres virke med at bringe lidt sjov, ballade og lys til syge børn er helt fantastisk. De har om nogen brug for at blive adspredt og få et pusterum væk fra den alvorlige situation, de befinder sig i. Og hvordan bedre at gøre det, end med en tryg (og sjov) hånd at holde i.

Hvordan startede det

Den amerikanske læge Hunter ”Patch” Adams fandt i 1970'erne ud af, at man kan hjælpe syge mennesker og især syge børn ved hjælp af humor og latter. Dette brugte han til at indføre begrebet hospitalsklovn. Det varede lidt inden begrebet rigtig blev rodfæstet i Danmark, men i 2003 kunne foreningen Danske Hospitalsklovne slippe det første hold af nyuddannede hospitalsklovne løs på de danske sygehuse.

En kuffert fuld af faglighed

Hospitalsklovnen fornemmer, hvad barnet oplever i og omkring sig, og reagerer ud fra det enkelte barns signaler f.eks. når barnet er bange eller har brug for at få tankerne væk fra det hele. Ved at få plads til sine følelser, bliver barnets selvtillid styrket og det giver bedre overskud til at stå sygdomsforløbet igennem.

Hospitalsklovnen møder barnet, når det er allermest sårbart. Det kræver en helt særlig faglighed – og et tæt samarbejde med personalet på hospitalerne. Hos Danske Hospitalsklovne gennemgår alle hospitalsklovne en internationalt anerkendt uddannelse på halvandet år og efteruddannes løbende. Hospitalsklovnene er lønnede og professionelle, og deres arbejde er kun muligt i kraft af donationer fra private, fonde og sponsorer.

Når hospitalsklovnen træder ind på hospitalsstuen, træder sygdommen i baggrunden. Hospitalsklovnen ser det raske barn i det syge barn. Barnet får et pusterum fra sygdommen og får lov til at være barn – ligesom alle andre børn.

Respekt for Danske Hospitalsklovne!

At gøre en forskel

Læs mere under At gøre en forskel

Kategorier: Danske Hospitalsklovne, Klovnesponsor, At gøre en forskel

Tilbage til oversigten